Trille er død: “Hun havde et enormt hjerte og inviterede alle ind”
AF CHRISTINA S. JOHANSEN
Lørdag 11. juli kort før midnat blev en 43-årig cyklende kvinde kørt ned af en 22-årig mand i t-krydset Viby Ringvej/Søren Frichs Vej i Åbyhøj.
Kvinden var Tina Hall Lucassen, bedre kendt som Trille Lucassen, cirkusdirektør og ildsjæl i Cirkus Tværs i Gellerup. Dagen efter døde hun af de kvæstelser, hun pådrog sig.
Hun efterlader sig to sønner og et utal af unge cirkus-mennesker, samarbejdspartnere og venner i sorg.
“Hun var nok den mest favnende person, jeg nogensinde har mødt. Hun åbnede armene til hvert et barn og ungt menneske, som hun mødte. Hun var god til at give plads og havde et enormt stort hjerte for forskellighed – hun inviterede alle ind!” Fortæller Søren Stockmar, ven og konstitueret leder i Cirkus Tværs til bestyrelsen får lagt planer for cirkussets nye fremtid.
Skældte ud og elskede
Cirkus Tværs er et gratis fritidstilbud for alle børn og unge, som bare kan gå ind fra gaden.
Trille Lucassen overtog cirkusdirektør-titlen i 2009, men har hele livet levet af gøgl.
Hun besad et stort talent for arbejdet med de unge:
“Hun var som en slags mor for mange af dem – hun kunne skælde ud og elske dem i samme omgang. Og hun formåede at få alle ind i manegen og at give dem selvtillid,” siger Søren Stockmar.
Det er derfor også noget af et tomrum, hun efterlader sig i Cirkus Tværs. Et cirkus, som netop var ved at komme ovenpå, efter en brand raserede stedet tilbage i oktober sidste år.
Meget står åbent
Cirkusset har valgt at lukke ned til efter Trilles bisættelse, som finder sted onsdag 22. juli klokken 13 i Aarhus Domkirke – alle er velkomne til bisættelsen.
Mandag åbnede cirkusset dog op for alle stedets brugere, som havde behov for at snakke om det hele.
“I Trilles ånd har vi valgt at forklare børnene, hvad der sker til en bisættelse i en kirke og så videre – i integrationens navn,” fortæller Søren Stockmar, som har været inde i periferien af Cirkus Tværs gennem 15 år blandt andet som bestyrelsesmedlem ad flere omgange.
27. juli åbner cirkusset op på normalvis. igen.
Hvem, der fremover skal stå i spidsen for Cirkus Tværs, beslutter bestyrelsen i august. Samtidig står stedet også overfor at skulle ansætte en ny souschef, da den foregående er gået på pension.
“Så meget står åbent lige nu,” siger Søren Stockmar, som blandt andet kommer til at savne Trilles ærlighed.
“Trille har altid fortalt, hvad hun følte nu og her. Hun var helt ærlig i sin måde at møde folk på og lod også folk vide, at dér går min grænse. Hun var meget direkte i sin omgangsform.”
“Os venner sidder nu tilbage og tænker på den her sætning med at huske at leve livet, mens du har det. Og hold da op, det nåede du Trille!”
Publiceret: 22. Juli 2015 01:12